Vedtægter

Vedtægter for borger- og kulturforeningen

§ 1. Navn og hjemsted.

Foreningens navn er Bred Borger- og Kulturforening og er hjemmehørende i Bred Kulturhus på adressen Bredgade 80, Bred, 5492 Vissenbjerg.

§ 2. Formål.

Foreningens formål er at afholde folkelige og kulturelle arrangementer samt at forestå driften af Borger- og kulturhuset.
Huset anvendes til foreningens folkelige og kulturelle aktiviteter samt til udlejning til foreningens medlemmer.

§ 3. Medlemskab.

Som medlem af foreningen optages enkeltpersoner, foreninger og institutioner. Medlemsgebyr opkræves en gang årligt, og hvert medlemskab giver én stemme på den årlige generalforsamling. Bestyrelsen vælges blandt medlemmerne. Flertallet af bestyrelsen skal være bosiddende i den tidligere Vissenbjerg Kommune.
Medlemskontingentets størrelse fastsættes af generalforsamlingen. Medlemskab kræves for leje af huset.

§ 4. Generalforsamling.

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned med følgende dagsorden:
1.Valg af dirigent.
2.Bestyrelsens beretning om det forløbne år.
3.Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab.
4.Behandling af indkomne forslag.
5.Fastsættelse af næste års kontingent.
6.Valg af bestyrelse samt 2 suppleanter.
7.Valg af 2 revisorer samt 1 suppleant.
8.Eventuelt.

Indkaldelse sker med mindst 14 dages varsel ved annonce i lokalavis samt eventuelt ved opslag.
Forslag der ønskes behandlet skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Beslutning om ændring af vedtægterne kræver dog, at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor.

§ 5. Ekstraordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen finder anledning dertil, eller såfremt mindst 25% af medlemmerne skriftligt og med angivelse af forslag til behandling anmoder bestyrelsen om dette. Indvarsling sker som ved ordinær generalforsamling.

§ 6. Bestyrelse.

Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af et ulige antal medlemmer, dog mindst 5.
Medlemmerne vælges for en periode på 2 år ved almindelig stemmeflerhed, og afgår på skift med henholdsvis et lige og ulige antal medlemmer. Genvalg kan finde sted.
Revisorerne vælges ligeledes for 2 år og afgår på skift. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen, der konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen, vælger selv sin formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Bestyrelsen varetager alle foreningens anliggender, herunder varetagelse af husets drift, men kan supplere sig ved nedsættelse af udvalg.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af dens medlemmer er til stede. Afgørelser træffes ved almindelig stemmeflerhed, og i tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Der udfærdiges referat af bestyrelsesmøder med indførelse af trufne beslutninger, og dette underskrives af bestyrelsen.

§ 7. Drift.

Bestyrelsen varetager foreningens daglige ledelse i overensstemmelse med dens formål. Det påhviler således bestyrelsen, at medvirke til at skabe tilfredsstillende lokalemæssige forhold til varetagelse af foreningens folkelige og kulturelle aktiviteter samt at varetage udlejning af huset, herunder fastsættelse af lejesatser samt ansættelse og afskedigelse af nødvendigt personale.
Bestyrelsen er ligeledes bemyndiget til at afvikle forpagtningsaftalen med Assens Kommune, såfremt der ikke findes andre muligheder for at overholde foreningens økonomiske forpligtelser. Forpagtningsaftalen med Assens Kommune danner grundlag for husets drift, ligesom den skal betragtes som et tillæg til nærværende vedtægter.
Foreningen tegnes af formand og kasserer i forening.

§ 8. Kapitalforhold og hæftelse.

Den nødvendige kapital til foreningens drift tilvejebringes ved afholdelse af aktiviteter, ved offentlige og private tilskud, indsamlinger, kontingenter samt udlejning af huset.
For foreningens forpligtelser hæfter alene dens aktiver, idet bestyrelsen eller tilsluttede medlemmer ikke hæfter personligt.

§ 9. Regnskab og revision.

Bestyrelsen udarbejder årlige regnskaber for foreningen, herunder husets drift. Regnskabsåret følger kalenderåret og skal indeholde driftsregnskab og status. Regnskabet skal være revideret af de valgte revisorer inden afholdelse af ordinær generalforsamling.

§ 10. Opløsning.

Til opløsning af foreningen kræves 2/3 flertal af samtlige fremmødte medlemmer på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger.
I tilfælde af opløsning, afgiver bestyrelsen indstilling til generalforsamlingen om anvendelse af foreningens aktiver til almennyttige og kulturelle formål i den tidligere Vissenbjerg Kommune.

Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 7. februar 2005.

Ændringer vedtaget på generalforsamlingen den 26. februar 2007.

Ændringer vedtaget på generalforsamlingen den 26. februar 2009.

Ændringer vedtaget på generalforsamlingen den 9. februar 2010.

Ændringer vedtaget på generalforsamlingen den 28. februar 2011.